Katastrofe for økologisk udvikling
Pressmeddelande Dyrenes Beskyttelse 070615

Lukningen af den eneste økologiske forsøgsgård i Danmark er en katastrofe for den økologiske udvikling. Derfor undersøger Dyrenes Beskyttelse og Friland A/S muligheden for i fællesskab at drive gården videre

Den økologiske forsøgsgård Rugballegård ved Horsens skal nedlægges. Bestyrelsen ved Århus Universitet har besluttet at opløse den eneste selvstændige forskningsenhed indenfor økologisk landbrug. Dermed mister økologien en velfungerende forsøgsgård med forskning i udvikling af det økologiske landbrug på økologiens præmisser.

Forskningen i økologisk landbrugsproduktion flyttes til Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Foulum (det tidligere Danmarks JordbrugsForskning) under Århus universitet. Området indlemmes i Fakultetets forskning indenfor konventionelt landbrug/husdyrbrug.

- Økologisk landbrugsproduktion har ikke brug for et tættere parløb med den konventionelle produktion. Økologisk husdyrproduktion adskiller sig radikalt fra konventionel husdyrproduktion bl.a. ved at give dyrene mere plads og mulighed for at komme ud. Derfor er udfordringerne i den økologiske husdyrproduktion helt anderledes end i konventionel produktion, hvor dyrenes går inde på begrænset plads, siger Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Det er et stort tilbageskridt for økologien og noget af et paradoks, at den økologiske forsøgsgård nedlægges netop nu, hvor økologien for alvor er ved at finde fodfæste i de danske supermarkeder og hos forbrugerne. Det er en uholdbar situation, mener både Dyrenes Beskyttelse og Friland A/S, som undrer sig over, at der skal hives i håndbremsen midt i det økologiske opsving.

Økologisk husdyrproduktion har brug for en selvstændig forskningsenhed med fokus på betingelserne for den økologiske produktion. Den mulighed forsvinder når den økologiske forsøgsgård Rugballegård lukker. Derfor undersøger Dyrenes Beskyttelse og Friland A/S mulighederne for at overtage og videreføre Rugballegård som udviklings- og demonstrationsbrug for bl.a. økologisk svineproduktion.

- Aldrig har forbrugerne efterspurgt Frilandsgris og økologisk kød så meget. Vi står over for store udfordringer med at få flere landmænd. Det kræver en øget indsats for forskning og udvikling af hele systemet omkring alternativ svineproduktion. Der har aldrig været gjort nok på området, men lige netop Rugballegård har som de eneste været med til at udvikle systemer siden den spæde start. Det er et helt forkert signal og utroligt ærgerligt, at man netop nu vælger at lukke Rugballegård, siger Karsten Deibjerg Kristensen, direktør i Friland A/S.